Niels & Signe - Jordomrejse 2009: 2009

onsdag den 16. september 2009

Hoi An - Tailor made

Lørdag den 22/8 – Torsdag d 27/8

Vi landende Lørdag morgen i bragende solskin og 39 graders varme i Danang Lufthavn. Selvom vi ifølge diverse klimaoversigter skulle befinde os midt i ustadigt og ustabilt monsoon vejr, havde vi endnu ikke, siden vi kom til fastlandet, set skyggen af monsoonets grimme og våde ansigt. Vejret havde virkelig været med os. Vi tog en taxi fra lufthaven til Hoi an. Køreturen fra Danang til Hoi ann tog 40 min, og viste med alt tydelighed at Vietnameserne planglægger at gøre dette område til et "nyt Thailand". Langs vejen til Hoi ann, var der 100-vis af hotel og resort byggerier igang, og med rette gør de sig de forhåbninger – Omgivelserne, klimaet og folkene og perfekte til at blive et stort turistmål. Stranden er ved Hoi an, er hvid sandstrand – meget indbydende – dog kan vandet være en kende for varmt ! Hvis man spæner fra stranden og kaster sig ud i bølgerne, i håbet om at få en forfriskende dukkert – så bliver man slemt skuffet ! Vandet er vel omkring 35 grader varmt.

Hoi an, er en mindre, men meget hyggelig by. Selve byen er fyldt med smalle gader med 100-vis af skræddere. Alle skrædder forsøger at lokke én ind i netop deres butik, fordi kun de har de nyeste kataloger og de bedste materialer. I den gamle bydel, som om aftenen lukker for alle køretøjer, er gaderne endnu smaller og fyldt med små hyggelige antikbutikker, restaurenter og så selvfølgelig skræddere. På markedet kan man som alle steder i Asien, få det sidste nye skrig inden for kopivarer og diverse mere eller mindre ægte, men bestemt glimtende smykker ! Når natten overtager dagens scene, bliver bydelen om muligt endnu mere hyggelig. Overalt er kvarteret udsmykket med vietnamesiske lamper, rispapir og træ – i alle størrelser og former – og hele byen får et eventyragtigt skær, mens man går rundt og nyder lyden fra de lokale musikere, som spiller ægte vietnamesisk musik.

Vi havde endnu engang held i sprøjten, da vi ankom til Hoi An. Hotellet; Hoi An southern hotel and spa, var italiensk inspireret og med en godt tilbud på deres business suite (250 kr pr nat) slog vi til med det samme. Allerede fra første dag, gik vi på jagt efter den rette skrædder, og den fandt vi hurtigt ! Butikken Chic havde, som navnet antyder, det smarteste design og det største udvalg af stoffer. Vi valgte dog at få små-ting lavet i 2 andre butikker også, for ligesom at sørge for de andre ikke var arbejdsløse :-) Når man nu vælger at få så meget tøj lavet som vi gjorde, betyder det at man hver eneste dag skal ned til butikken, for at få taget mål, rettet til, og andre små detajler som man ønsker at få ændret. Samtidig betyder det også at man får tøjet præcist som man vil have det, og at det passer 100 % :-) Sådan gik de fleste dage, men vi nød nu opholdet i fulde drag, da byen var utrolig hyggelig at være i. Et par af dagene lejede vi også en motorcykel, og Niels fik virkelig testet sin evne til at køre asiatisk (Hvilket vil sige at dytte konstant, samtidig med man laver undvigelses manøvre uden om forgængere og andre motoriserede køretøjer). Stranden var kun 10 min motorcykel-kørsel væk og der brugte vi også en dag med at ligge og dase og nyde livet. Efter 5 gode dage i den hyggelig by, hoppede vi på vores fly, med kursen mod Vietnams store hovedstad; Hanoi.

Niels prøve jakkesæt hos skrædderen

Lampebutik med vietnamesiske lamper

Udsmykningen midt i byen - Her ude på floden - var der lamper med form som dyr.

En scooter og dens stolte ejer....lejer

Niels læser VIETNAM NEWS

Alleen ned mod den flotte strand

Alternativ hovedudsmykning

Stranden....

Vores 2 skræddere...benhårde forhandlere - Men vi havde Signe :-)

Niels ved en bro over floden.

Signe nyder den tropiske, men fattige udsigt.

Niels kaster håndtegn....eller noget

Signe ville ønske hun kunne køre scooter

Vietnamesisk bonde foran en rismark.

En lokal slikbutik med gammeldags prise - 1 stk slik 5 øre !

En lokalret: Grøntsagsruller med grønt til - Mums :-)

Lokalt frugtmarked

Det intime overdækkede marked

Her skulle selv Niels dukke hovederne :-)

torsdag den 10. september 2009

Ho Chi Minh City - Saigon

Fredag d 21/8-Lørdag d 22/8

Efter en 12 timer bustur, var vi rigtig godt møre og rigtig godt trætte. Vi hoppede af i midtbyen, og prajede en taxa til det hotel, vi havde booket på forhånd fra Cambodja. Vores første indtryk af byen var ikke godt – Havde vi synes Kuala Lumpur var trafikkeret, var det intet imod denne by ! Ufatteligt smalle veje, kombineret med en overflod af biler, scooter og fodgængere på afveje, gjorde turen til et nervepirrende helvede. Det er derfor heller ikke uden grund, at Vietnam har verdens absolute største drabstal i trafikken – Det må ganske enkelt gå galt. Galt gik det dog ikke denne gang, og taxaen nåede frem til det hotel, som på flere internetsider havde fået gode reviews. En halv time senere fattede vi simpelthen ikke hvorfor ! Vi tjekkede ind på hotellet, hvilket var nærmest umuligt, da receptionisten nærmest ikke fattede et eneste engelsk ord ! Det skal man jo bare tage som en oplevelse, men da vi blev vist op til vores værelse, kunne vi konstatere at de billeder vi havde set af værelserne, måtte have været taget tilbage i 1990'erne. Stedet var ved at rådne op ! Da vi trådte ud på badeværelse, og tændte lyset, blev vi mødt af en af de faste beboere; En gigantisk kakkelak, som blev lige så rædselsslagen over at se os, som vi blev af at se den ! Den spænende det bedste den havde lært over Signes fødder, hun hoppede, som havde hun hoppet på trampolin, og stak i et kæmpe hyl, og flygtede ind i soveværelset, kakkelakken ind under et kæmpe hul under badekaret. Så var scenen ligesom sat ! Inde i soveværelset forsøgte mug overalt, at kæmpe sig vej ud gennem tapetet, malingen skallede, og sengene var beskidte! Vi flygtede ud på gaden igen, efter forgæves at have forsøgt at forklare receptionisten hvorfor. Her stod vi så, dødtrætte, svedige, og på nippet til at græde. Vi tog en hurtigt beslutning og prajede en taxa hen til det nærmeste 5-stjernede hotel. Park Royal Hotel, var lige så fornemt, som navnet antydede, men 450 kr for en suite på dette hotel, var et røverkøb – vi trængte bare til noget rent og blødt at sove i. Det var alle pengene værd, og man blev opvartet i hoved og r.. ! Efter en rigtig god nats søvn, kørte vi til lufthaven for at hoppe på vores fly til Danang, og derfra med taxa videre til Hoi An.

Park Royal - Saigon

Traffik i HCMC

Siem Reap - Templer og rar atmosfære

Mandag d 17/8 – Fredag d 21/8

De næste 4 dage nød vi i fulde drag cambodianernes fantastiske afslappede venlighed, ærlighed og mentalitet. Selvom landet er meget fattigt, og har en færdelig tragisk fortid, har man følelsen af at alle nyder livet, og sætter pris på de mange turister i deres land. Når man prutter om priserne på markedet eller i butikkerne, bliver det altid gjort med et smil, og man står ikke med følelsen af, at være blevet, eller være forsøgt, snydt. Selfølgelig vil de gerne have en god pris for deres varer, men altid inden for rimelighedens grænser. Efter køb af flotte malerier, halstørklæder, tasker og bluser, får man altid et klap på skulderen som vel kunne opfattes som;" tak for handlen, du er en hård hund", og så et stort, bredt, til tider tandløst smil, som tak og på gensyn.
I timevis kunne man vandre rundt i Siem Reap by, bare kigge på travle handlende mennesker, som allligevel aldrig havde for travlt til lige at stoppe op, hilse og snakke med en bekendt de lige stødte på. I en stille sidegade, hvor de små intermistiske boder og butikker, nærmest kæmpede om hver eneste centimeter, faldt vi over en anderledes reklame for massage. På det farverige skilt stod der; Foot massage – Get message from Dr. Fish. "Sjovt navn til en massør tænkte vi og gik indenfor." Inde midt i butikken, stod et gigantisk løftet bassin, hvor turister sad side om side, med fødderne i vandet. Omkring deres fødder sværmede tusindvis af fisk, kun få cm lange. Fiskene var Dr. Fish. En kvinde kom os i møde og spurgte; " Want fish massage ??". Det ville vi gerne have, og efter at have vasket vores ømme, beskidte fødder, stak vi dem i vandet, mens vi inderligt håbede, at fiskene ikke var piratfisk. Følelsen af fiskemassagen kunne bedst beskrives med ét ord: Kildende ! Det kildede helt vildt, og de første 5 minutter måtte man trække fødderne op hvert 5 sekund. Længere kunne man ikke holde "toturen" ud. Efter endnu en oplevelse rigere forlod vi butikken med dejligt glatte fødder.

Vores oprindelige plan var at blive i Cambodia i 3 dage, hvorefter turen skulle gå videre til Vietnam. Men 3 dage i Siem reap var slet ikke nok. Derfor forlængede vi vores ophold med 2 dage yderligere. Under vores ophold i Siem Reap, mødte vi de 2 sjove, søde, forunderlige, festlige og utroligt gæstfrie Anna og Smiley. De var cheferne på hostellet, og havde overtaget den oprindelige ejers funktion, som var en ven af Smiley, da han flygtede hjem til England med sin tykke kone, som med Smiley ord ; " She bloody hates Cambodia and the no good food". De havde ikke haft et hjem i de sidste 8 år, og havde været i Siem Reap det sidste år. De var i en hver forstand rigtige rejsende, de var true backpackers. Hver aften tilbragte de i baren, mens de hyggede sig med gæster, personale og adskillige øl og vin. Altid fik man et smil og en sjov kommentar. Hutigt fik vi da også et øgenavn fra Smiley: "Danish" (betyder wienerbrød på engelsk, men samtidig jo vores nationalitet), hvilket han selv synes var utroligt opfindsomt ! :-) Under vores ophold på hostellet hjalp de os med at købe busbilletter fra Siem Reap til Ho chi Minh i Vietnam, og flybilletter fra Hanoi til Luang Prabang i Laos. Flybilletterne fik vi til halv pris, i forhold til hvad vi selv kunne købe dem får på Laos Airlines hjemmeside. De var virkelig super hjælpsomme !

I Siem Reap er der utroligt mange tilbud til turister, hvor man hjælper de rigtigt dårligt stillede i samfundet, såsom de blinde, handicappede og forældreløse børn. Flere butikker sælger kunst lavet af handicappede cambodianere, og på mange hoteller sælger de unikke postkort, som er lavet af de forældreløse børn. Pengene går ubeskåret til børnene og de handicappede. Et andet tilbud er massage med det meget rammende navn; Seeing hands massage. Her uddanner man blinde til massører og giver dem et job, så de har mulighed forsørge sig selv, og deres evt. Familier. Man vil, som turist med hjertet på det rette sted, selvfølgelig gerne støtte det hele, men desværre bliver man nødt til at vælge, da pengetanken jo heller ikke er utømmelig. Vi købte både postkort og fik seeing hands massage. Massagen var en utrolig oplevelse. Først bliver man vist ind på et værelse, af en værtinde, som så forklarer den blinde massør, som i mange tilfælde ikke snakker engelsk, hvilken massage man gerne vil have. Det er en massage som man aldrig vil glemme. De kan ikke se én, forstår ikke engelsk, og vi taler ikke cambodiansk. Men hold op hvor var de gode. De koncentrer sig på en helt anden måde end andre massører, ikke én gang trykkede de forkert, selvom de ikke kunne se hvor deres hænder var. Ikke én gang trykkede de for hårdt eller for blødt. Det var en perfekt massage. Det var imponerende.

En af dagene gik turen til de berømte Angkor Wat templer. Vi fik vores faste tuk-tuk driver; Suka, til at køre os derud. Dvs. han kører os op til et templel, vi går ind og ser det, og han venter undenfor. Når vi kommer ud kører han os videre til det næste. Turen til templerne tog et lille kvarter, og det var skønt at blive blæst igennem, for på denne dag havde temperaturen i det tætte, fugtige junglelandskab sneget sig op i nærheden af de 40 grader. Vi nærmede os det første templel, der stadig lå skult bag den tætte jungel. På pladsen foran indgangen, var der nærmest en markedsplads. Flere hundrede tuk-tuk driver holdte på pladsen og ventede på deres turister, men de sad i skyggen på ladet og drak kolde colaer og varm the ! Hver gang en tuk-tuk nærmede sig med et nye turister, stormede en sværm af unge piger, med favnene fulde af colaer, vand og kiks, hen mod den, får at få et salg. Vi blev nærmest overfaldet ! De var meget meget påtrængende og ville have vores navne at vide. Særlig én pige var særligt påtrængende og ville sælge vand til Niels, selvom han havde 2 flasker i hænderne. "Whats your name sir – whats your name ?" I et øjebliks vanvid eller infald af god humør udbrød Niels med meget stærk tysk accent: "My name ? - My name is Hans Kohl........ " " Hans Kohl ?" udbrød hun. "Remember me Hans Kohl ! You buy water from me when you come back !" Vi nikkede og gik grinende derfra, og bag os råbte pigen; "BYE HANS KOHL – REMEMBER ME !! "

Vi gik frem mod indgangen. Bag træerne rejste de 500 år gamle templerne sig, tårnene knejsede majestætisk mod den blå sommerhimmel og man kunne ikke andet end at stoppe op og bare.....glane !. Et helt igennem imponerende syn ! I 2 timer gik vi rundt i de flotte templer, som emmede af historie. Ved hver fløj kunne man læse, hvad hvert enkelt rum havde været brugt til. Adskillige konger havde boet her, og det var utroligt så godt bevaret bygningerne var. I mange af templerne var der opstillet buddistiske bedesteder, hvor man kunne tænde en røgelsespind, bede til den smilende gud, og ønske sig held og glæder fremover i livet. Det var samtidigt sørgeligt at se hvor lidt mange turister respekterer de lokale regler for påklædning, som lød: Man skulle dække skuldre, og samtidigt have benklæder på som gik ned til over knæene. Enten kunne adskillige piger ikke læse de engelske skilte, eller også var de bare ligeglade. I hvertfald kom mange tøsepiger valsende i hotpants, og små nedringende stropbluser. Da vi gik ud fra templet igen, forsøgte vi bevidst at holde lav profil og snige os uden om de mange sælgere. Vi spottede vores tuk-tuk driver, Suka, i mængden og listede der hen. Da vi nåede hen til ham, gjaldede en smådesperat pigestemme pludselig gennem mængden. "HAAAANS KOOOOOHL" Vi kiggede på hinanden, blinkede og skreg af grin. Pigen nåede forpustet op til os. Vi købte et par flakser vand og kørte videre til de næste templer. Alle templerne var fantastiske flotte, og skal helt klart ses og opleves, som det jo er med de fleste smukke ting. Efter en lang og utrolig varm dag, tog vi hjem til vores hostel, og slappede af - vi spillede kort og drak lokale fadøl. Niels brugte hele aftenen foran storskærmen i restaurenten; Manchester United spillede kamp mod Birmingham.

Den sidste dag vi havde i Siem Reap brugte vi i byen. Vi slentrede endnu engang rundt og nød atmosfæren, købte billige dvd'er og fik dejlig massage. Om aftenen tog vi ind på natmarkedet og osede rundt i flere timer. Næste morgen skulle vi tidligt op, og med bussen fra Siem Reap kl 7. Vi ville blive hentet foran vores hostel kl 6, af en van, som kørte os til busstationen. Vi ville ankomme i Ho Chi Minh kl 19 samme aften efter 12 timer i en skrammelbus – dog med aircondition. Vi skulle skifte bus i Cambodias hovedstad Pomh Peh. Undervejs holdte vi ind på en landevejscafeteria – udenlukkende med lokal mad. Rundt om cafeteriet gik der lokale madsælgere, som solgte små færdiglavede lokale specialiteter. Signe opdagede pludselig en lille pige, som gik rundt med et fad, med noget der lignede store brune insekter med behårede ben. Så gik det op for os hvad det var. På den lille pige kravlede en stor, ca 15 cm i diameter, lodden edderkop ! Levende ! Og det hun havde på fadet var stegte tarranteller – altså edderkopper. Signe vovede sig nærmere, tog et billede, og skyndte sig lige så hurtigt væk igen. Hvad hun ikke så, var at hun havde stået lige ved siden af en stor hvid spand – fyldt op til randen med enorme, levende tarranteller !
Da vi nåede til Pomh Peh, skiftede bus, og var med et, de eneste ikke asiatere i bussen. Dvs. alt kommunikation foregik med tegn og fagter. Det var en meget forvirrende oplevelse, da vi skulle krydse grænsen mellem Cambodia og Vietnam. Ingen kunne forklare os hvad der skulle ske, det virkede som om der var panik på, så vi styrtede bare efter de andre i bussen. Ved selve grænseovergangen blev det for første gang en fordel at være danskere, vi skulle nemlig ikke betale for vores visum, og kom oven i købet forest i køen ! Det er en fordel alle skandinavere tilsyneladende nyder godt af. Godt inde i Vietnam, ventede endnu 4 timer i bus, inden bussen langtsomt og ret usikkert bevægede sig ind i den makabre, farlige og mest af alt kaotiske trafik i Hoh Chi Minh City i Vietnam.

En af Siem Reaps større gader